YDELSESBESKRIVELSE AKTIVITETS – OG VÆRKSTEDSTILBUD
Vores aktivitetstilbud er oprettet i henhold til Servicelovens § 104.
Kerneydelsen
I aktivitetstilbuddet anser vi vores overordnede opgave for at være, at skabe en meningsfuld og udviklende hverdag for den enkelte, hvor der lægges vægt på både at udvikle arbejdsidentitet og at give muligheder for udvikling af såvel sociale, som kognitive og praktiske kompetencer.
I det daglige omtaler vi de enkelte aktiviteter som ”værksteder”.
Vores aktivitetstilbud består af:
- praktiske værkstedsaktiviteter
- behandling
- undervisning
Det er en grundlæggende tanke i det helsepædagogiske arbejde, at det at gøre noget for andre, at udføre et stykke arbejde, der har gavn og er til glæde for fællesskabet, er af afgørende betydning for menneskets udvikling, sundhed og identitet. Det er derfor en forudsætning for os, at det arbejde, der udføres i vores værksteder, har reel betydning for andre, og at brugeren i praksis oplever den betydning. I det samlede aktivitetstilbud suppleres dette arbejde med mere individuelle terapier, undervisning og aktiviteter. I de aktiviteter der foregår i værkstederne, er der fokus på processerne frem for produktion. Det er dermed alles bidrag i de forskellige arbejdsprocesser der er hovedfokus på, i forhold til at alle kan bidrage med mindre delopgaver i aktiviteterne, som fører til et endeligt resultat.
Aktivitetstilbuddet er et varieret og individuelt tilrettelagt tilbud, hvori indgår mange forskellige elementer.
- Der arbejdes i køkken– haveværkstedet med dyrkning og forarbejdning af grøntsager og med fremstilling af madvarer, håndarbejdsmæssige aktiviteter og enkelte beboere arbejder i køkkenet med fremstilling af dagens måltider.
- Der tilbydes individuelt tilrettelagte aktiviteter og terapier som motion, eurytmi, musik, rideterapi, fysioterapi, zoneterapi, maleterapi, vævning og andre kreative værksteder.
- Der tilbydes decideret undervisning i skolefag, hvor det er relevant.
- Der arbejdes, ligeledes med at understøtte kommunikationen hos brugeren i de sammenhænge hvor der er behov for dette.
Der er fritidsaktiviteter mandag til torsdag fra 14.30-17.00, hvor brugerne i videst muligt omfang er inddraget i, hvilke fritidsaktiviteter der er mulighed for at deltage i. Alle brugere har mulighed for at fortælle og vise, hvilke fritidsaktiviteter de ønsker at være en del af. Der arbejdes i denne sammenhæng med at gøre brug af billeder, konkreter og samtale.
Der er f.eks. pt. følgende aktiviteter:
- Dans
- Fitness
- Ude- og hestehold
- Kreative aktiviteter
- Køkken aktiviteter
Målgruppen
Målgruppen er udviklingshæmmede voksne, ofte med forskellige diagnoser ud over udviklingshæmning, og med betydelig og varig nedsat funktionsevne. Det er mennesker, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner og for pleje, omsorg og behandling. Vi modtager for eksempel brugere med autisme, ADHD, tidlige følelsesmæssige skader, epilepsi og psykiatriske problemstillinger og – lidelser. På grund af vores fysiske rammer, kan vi ikke modtage kørestolsbrugere.
Vi modtager brugere med meget varieret funktionsevne, nogle uden ekspressivt sprog og med brug for støtte til helt basale funktioner som spisning og personlig hygiejne, andre med en højere funktionsevne, men med adfærdsmæssige og/eller psykiatriske problemstillinger, som kræver kontinuerlig særlig støtte og behandling.
De fysiske rammer
Alle Hadruplunds forskellige tilbud har til huse i det lille landsbysamfund Hadrup mellem Odder og Horsens.
Aktivitetstilbuddet er fordelt på to matrikler. På matriklerne er der et køkkenværksted, et heste- og kommunikationsværksted, et væve værksted samt et håndarbejdsværksted.
Værkstedstilbuddet kan være placeret på Hadruplund, hvor det er praktisk optimalt, i salen, i musiklokalet, i haven, i køkkenet, i vævestuen, eller i naturen.
Vi prioriterer højt, at brugerne opholder sig i omgivelser der er præget af et omhyggeligt valg af farver og udsmykning og af orden og renlighed. Vi bestræber vi os på udelukkende at anvende organiske materialer i de fysiske omgivelser, ligesom vi spiser 95 % økologisk.
Det pædagogiske grundlag – helsepædagogik og socialterapi
Det idemæssige fundament i alt det pædagogiske arbejde på Hadruplund er Rudolf Steiners antroposofiske menneske – og samfundssyn, og det pædagogiske arbejde bygger grundlæggende på Rudolf Steiners helsepædagogiske impuls.
Inden for det antroposofiske skelnes der mellem helsepædagogik, der retter sig mod udviklingshæmmede børn, og socialterapi, der retter sig mod udviklingshæmmede voksne.
Tanken bag både helsepædagogikken og socialterapien er, at den åndelige del af mennesket, jeget, antages altid at være sundt, og at det er uudviklede eller ensidigt udviklede sider i det fysiske eller psykiske, der kan medføre behov for særlig omsorg og hjælp. Det tilstræbes at hjælpe brugeren til at opnå den optimale fysiske, følelsesmæssige og sjælelige balance, med det formål at skabe mulighed for jegets udfoldelse. Det er således den socialterapeutiske opgave at hjælpe brugeren med at udtrykke sit jeg, at fremme hans eller hendes individualitet, og at se, hvilke sider hos den enkelte, der skal hjælpes til udvikling og hvilke sider han eller hun skal have hjælp til at beherske.
Ud over de almindeligt kendte terapier som fysioterapi, rideterapi og zoneterapi, tilbyder vi en række særlige terapier, der er funderet i det antroposofiske menneskebillede, såsom helse-eurytmi, maleterapi og musik– og sangterapi.
Socialterapien har stor praktisk betydning for beboerens dagligdag, i den fastlagte dags – og årsrytme, i sange og vers, i de antroposofiske terapier og i kultur – og fritidstilbud.
Dagsrytmen
Hverdagen i aktivitetstilbuddet ser almindeligvis således ud:
- 09.00 – 12.30 værksteds – eller undervisningstilbud
- 12.30 – 14.30 frokost og pause
- 14.30 – 17.00 Fritidsaktiviteter
Fredag slutter vi efter frokost.
Ugeskema
For hver enkelt bruger lægges et ugeskema, med de værkstedstilbud og aktiviteter, der vurderes at være optimale for hans eller hendes aktuelle udviklingsbehov og – potentiale. Brugeren er medinddraget i tilrettelæggelsen af ugeskemaet, i forhold til de aktiviteter de er en del af, og som de har mulighed for at komme med forslag til. Skemaet revideres mindst en gang årligt, men justeres løbende, hvis der er behov. Skemaet tilrettelægges af brugeren, ledelsen, samt i samarbejde med de pædagogiske medarbejdere.
Værkstedsrapporter
Der udfærdiges en gang årligt en værkstedsrapport for aktivitetstilbuddet. Det er de pædagogiske medarbejdere i værkstederne der udarbejder rapporten. Rapporten indeholder beskrivelse af mål, metode og brugerens udbytte af tilbuddet, samt tanker om det videre forløb. Disse rapporter er med til at danne baggrund for det reviderede ugeskema.
Det første ugeskema tilrettelægges umiddelbart ved beboerens indflytning, og vil som oftest have en mere afprøvende karakter.
Det aktuelle ugeskema fremsendes, sammen med værkstedsrapporten til anbringende kommune samt værge i forbindelse med det årlige statusmøde.
Personale
I aktivitetstilbuddet har vi ansat personale både med pædagogisk og med anden faglig uddannelse. En del har en helsepædagogisk uddannelse eller erfarings indenfor det helsepædagogiske område. Derudover deler vi matriklerne med Hadruplunds døgntilbud, botilbud, administration og teknisk personale.
Samarbejdspartnere
Der samarbejdes i det daglige tæt med brugernes botilbud. Medarbejderne arbejder i vid udstrækning både i aktivitetstilbuddet og i botilbuddet, hvilket er medvirkende til at sikre en sammenhængende hverdag for brugeren. Samarbejdet med pårørende, med sagsbehandler og i særlige situationer med specialkonsulenter på handicapområdet etc. sker som hovedregel med initiativ fra brugerens kontaktperson i botilbuddet, men indbefatter naturligt også aktivitetstilbuddet (se ydelsesbeskrivelsen for botilbuddet).